Du læser lige nu
Hvem har i øvrigt slukket stjernerne i dine øjne frøken?

Hvem har i øvrigt slukket stjernerne i dine øjne frøken?

img_3656

Sådan en fin sætning, synes jeg. Hvilket hårdt og råt spørgsmål. Så sigende. Jeg fik det spørgsmål forleden. Inden jeg rejste. Af en mand, som jeg kender i periferien. En ældre mand, langt over de 50 år. Han kiggede på mig, lagde hovedet på skrå mens jeg talte om, at jeg havde fået ny “skrue op og ned for varmen dims” på radiatoren og at jeg faktisk var rigtig glad for regnvejr. Og så spurgte han mig, midt i en sætning om at regnvejr lyder hyggeligt på ruden når man ligger under dynen. Og jeg blev lam i munden og fik øjne så store som tekopper. Og han smilede bare, gav min skulder et klem og gik. Og jeg stod tilbage og var sur. Hvad fanden mener han, tænkte jeg, mens jeg trampede i pedalerne hjem. Mit lys er sku’ da ikke slukket.

Så da jeg kom hjem stillede jeg mig foran mit spejl på badeværelset, og gloede på mig selv. Og så kunne jeg se det. Lyset var sku’ slukket, stjernerne som han så fint udtrykte det. Hvor længe har mine øjne set sådan ud, tænkte jeg. I Thailand strålede de, fandt jeg frem til efter et kig i min kamerarulle. Men det gør alle turister’s øjne da i Thailand – det er jo altid varmt og du laver stort set ikke andet end at være i vandet, drikke øl og lave absolut ingenting (sådan var vores ferie i hvert fald). Og det er da klart at øjnene ikke stråler som i Thailand. Danmark er grå og kedelig pt. Og koldt. Men han havde jo ret, den gamle. For mine øjne har forandret sig. De stråler ikke og jeg tror ikke, at det har noget at gøre med Thailand. Eller det ved jeg at det ikke har. Det har noget at gøre med, at jeg lige for tiden går og kæmper lidt med et flosset hjerte. Igen. I-fucking-gen.

Det skal nok blive godt igen, det har været knust før og det formåede jeg at komme igennem. Selvom det tog noget der minder om en krig. Og føltes sådan. Hvo intet vover, intet vinder, stod der engang på en gajol æske, som jeg gemte af en eller anden grund. Og det er jo sandt. Og som én af mine kloge veninder sagde: “Jeg ville hellere have haft den eller de gode, dejlige måneder med ham, end slet ikke at have mødt ham. Selvom at det gør ondt nu“.

Og jeg var uenig, grinede vist også lidt. Fordi hun er håbløs romantiker. Men hun har ret, synes jeg. For selvom det gør ondt nu, og gør rigtig ondt mens jeg er her i Californien, så langt væk fra alt det trygge (læs: mors kram, veninder og rødvin), så ville jeg aldrig have undværet det. Og nu ved jeg, at mit hjerte igen er i stand til at elske og være forelsket – og dét er så dejligt at mærke igen. For jeg troede at jeg var færdig med kærligheden. At jeg havde fået det, som var mig forundt i det her liv. Men. Jeg tror at jeg kaster mig ud i det igen. Når det værste lige er overstået. Ikke lige nu. Men snart. For selvom det ikke gik, så var det alting i min verden, da det gjorde.

Kys <3 #dueraldrigalene

Kommentarer (3)
  • Betyder det her, at der har været en fyr inde i billedet efter eks-kæresten?
    Hvis ja, så hold da op hvor giver det mig et håb! Det lyder måske mærkeligt, men jeg glæder mig til den dag en anden fyr kan ‘knuse’ mit hjerte. For så betyder det, at jeg ren faktisk er i stand til at komme videre fra min eks og lukke en anden ind.

  • Der ER håb!
    I dag er jeg 40 år. Jeg har været single i 8 (!) år on/off og har i den periode datet alle mænd i alle aldre i København. Jeg bliver let forelsket og tror det bedste om folk (mænd), og ikke mindst, ser potentiale i selv det største skvat, som i bund og grund slet ikke er noget for mig. Jeg har datet 117 mænd og i perioder flere om dagen. På et tidspunkt gik det nok lidt for vidt med boldene, jeg havde i luften.
    MEN
    En dag, hvor jeg tænkte: ‘han er nok bare en ligegyldig date lige som 98% af alle de foregående’, så var han der. Sød, tålmodig, rummelig og klar til mig! Og jeg lod ham komme ind. Det var ikke elegant fra min side, men til mit held så han bag min hårde fascade og lod mig tø op. Vi er kærester i dag på 3.år (jeg har fået en ring, men der er ingen konkrete planer om bryllup), vi bor sammen og vi har fået en vidunderlig datter sammen (5 mdr). Jeg forbander ham dagligt, og synes han er pisse irriterende, og vi er på mange punkter som hund og kat, men jeg elsker ham og han elsker mig – og vi rummer hinanden. Vi har begge været alene i mange år, og det gør os til nogle sære snegle, som egentlig helst vil have tingene som det passer os, så kompromisser er en kunst, som vi forsøger at mestre. Jeg tror på os og på kærligheden! Kærligheden og et liv i tosomhed er derude – også for dig. Du mangler bare at møde ham, der har de samme ønsker som dig.
    Jeg kender dig ikke, men har læst nogle af dine blog-opslag. Du har mødt modgang i livet, og jeg kan se mig selv i dig… derfor tillader jeg mig at dele min historie med dig. Håber du kan bruge den og at du vil tage imod et virtuelt kram fra en person du ikke kender /Mette

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret

© 2021 Matilde Trobeck. All Rights Reserved. A GreatSimple website