Du læser lige nu
Hele historien – del 2

Hele historien – del 2

560820_4670999205454_1766662245_n

Læs første del her.

Billedet er taget d.18 januar 2013. Jeg fandt min lillebror død på sit værelse d.2 januar 2013. Min mor og jeg fik taget billedet da vi var ude og spise med min moster. Det var første gang vi var ude af huset, ude af den lille by vi boede i. Jeg husker ikke rigtig dagen, husker bare at jeg kæmpede for at synke maden, for jeg var slet ikke sulten. Jeg spiste i lang tid for at overleve og kun hvis det blev serveret for mig.

Jeg kørte min lillebror til nytårsfest. Jeg havde ondt og mange smerter, men jeg gjorde det fordi jeg elskede min lillebror og fordi jeg aldrig rigtig kunne sige nej til ham. Et faktum han udmærket kendte og til tider udnyttede. Slambert.

Min bror og jeg ringede altid sammen når klokken slog 00.00 til nytår. Det var en fast tradition. 2012/2013 var anderledes. Jeg kunne ikke få fat i ham trods utallige forsøg. Ligeledes kunne mine forældre heller ikke få fat i ham. Den første januar tænkte jeg over det, men ikke mere end dét. Jeg vidste at han sikkert havde tømmermænd, og min dag gik med at komme helt ovenpå igen efter den medicinske abort, som jeg havde været igennem nogle dage forinden.

2.januar blev jeg bekymret. Det vendte sig i maven på mig og jeg kunne ikke skyde tanken væk fra mig. Mine forældre var også bekymrede, men de ville ikke køre hen til ham, han var jo voksen og det kunne jo være at han havde fundet en sød pige, havde smidt sin telefon væk eller noget helt tredje. Som søster følte jeg at jeg bedre kunne besøge ham. Min kæreste og jeg besluttede os for at tage i biografen, mest for at komme lidt væk fra huset og den triste stemning, som herskede efter at baby drømmen var gået itu. Vi kørte forbi min lillebror på vejen og jeg gik ind i huset hvor han boede sammen med to andre piger. Min kæreste blev i bilen, for jeg havde en intention om at skælde min bror ud. Skænde ham ud fordi han havde gjort mine forældre bekymrede og det følte jeg ikke at min kæreste skulle være vidne til. Da jeg trådte ind i huset kunne jeg straks mærke det: der var noget galt. Helt galt. Pigerne som min bror boede sammen med, var ude og rejse. Jeg gik langsomt hen til min lillebrors værelse. Bankede på, flere gange. Tog til sidst i dørhåndtaget, døren var låst. Det undrede mig, for min lillebror låste aldrig døren.

Jeg gik ud af huset, hvor min kæreste kom mig i møde. Han undrede sig over hvor jeg blev af. Kunne måske mærke at der var noget galt. Jeg fortalte ham at der var noget galt. Jeg løb rundt om huset, om i baghaven, løb hen til min lillebrors vindue. Gardinet var ikke trukket helt ned og da jeg kom helt hen til vinduet kunne jeg se min elskede lillebror. Han lå så fint og fredeligt på sengen, med hænderne foldet på brystet, sådan som han altid sov. Men han sov ikke. Han var død. Det så jeg med det samme.

Jeg skreg. Jeg skreg på en måde som gjorde min kæreste så forfærdelig angst. Han var angst i mange måneder efter. Jeg satte mig ned, skreg og skreg. Min kæreste ringede til mine forældre, til ambulance, til politiet. Mens jeg sad og skreg. Mine forældre kom før ambulancen og før politiet. Min far og min kæreste sparkede døren ind til min lillebrors værelse, mens jeg forgæves prøvede at holde fast på min mor udenfor. Jeg ville ikke have at hun skulle se det. Jeg vidste at hun ville være forandret for altid, at jeg aldrig ville få min mor igen. Hun rev sig løs og løb ind til min lillebror. Gav ham dyne på, nussede ham. Ambulance og politiet kom. Jeg sad på jorden og skreg. Jeg græd ikke. Jeg skreg og skreg. Råbte af min lillebror, spurgte hvordan han kunne gøre det imod min mor.

Min lillebror begik ikke selvmord. Min lillebror var ikke misbruger. Min lillebror eksperimenterede med stoffer, nok mere end gennemsnittet. Og til den nytårsfest havde han taget for meget. Lagt sig til at sove hjemme og sovet stille ind. Det trøster mig, trods alt. Han har ikke været i smerter, han har ikke opdaget hvad der var ved at ske. Han så fin ud, rolig, han lignede sig selv og så alligevel slet ikke. Den dag blev jeg voksen. Den dag forlod alt naivitet mig. Den dag forsvandt en stor del af mig, som aldrig nogensinde kommer igen. Den dag ændrede min familie sig for altid. Vi forandrede os, alt forandrede sig.

Og det skulle vise sig at ulykkerne slet ikke var slut for min elskede familie. Langt fra.

Del 3 kommer, når overskuddet er til det. Tak fordi du læser med. Tak fordi i altid er så søde når jeg er hudløs ærlig. Det betyder mere end i aner.

 

Kommentarer (44)
  • Åh hvor er det tunge, tunge ord at læse, Mathilde. Du er så pisse sej og sikke en kamp du giver os lov til at følge. Tusind tak for din ærlighed.

  • Sad med tårer jeg måtte tørre væk for overhovedet at kunne læse det hele. Hvor er det bare frygteligt for dig og din familie. Jeg håber virkelig du finder bare en smule lettelse i at få det ud <3

  • Stort stort stort kram, og en masse kærlighed til dig Mathilde ❤️ Tak fordi du vil dele det med os, jeg bliver utroligt rørt og det gør ondt at høre at jeres familie skulle igennem sådan noget. Kram

  • Puha hvor er det alt alt for hårdt at læse! Kæmpe stor kado til dig for at kunne skrive det!
    Stort virtuelt kram sendt afsted! <3 <3

  • Du har oplevet noget af det vi andre aldrig håber vi skal udsættes for. Sender en masse ønsker om at glæde vil komme til dig og bo i dig i mange år fremover!

    • Det gør mig så inderligt ondt! Jeg kan ikke forestille mig den smerte du har været igennem (og stadig er i)
      Jeg ønsker af hele mit hjerte at du får kærlighed og varme i dit liv og i dig selv <3

  • Åh hvor gør det helt ondt i hjertet at læse det her. Jeg har en dyb respekt for dig og din ærlighed.

  • Jeg får helt lyst til at give dig et kram, selvom jeg slet ikke kender dig. Du holder hovedet flot oppe.
    Line

  • Jeg græd og fik ondt helt indeni, da jeg læste det. Jeg sender dig alt det bedste energi og ved man aldrig kommer over så store tab, men at man lærer at leve med dem.. Du er så fint et menneske Matilde❤️

  • hold nu op, hvor er du stærk og fantastisk! Jeg sender en masse kærlighed i din og din families retning!

  • Det må jeg sige Mathilde, du har godt nok oplevet mere modgang allerede end de fleste oplever på et helt liv. Du er godt nok stærk og modig. Stor respekt for du deler dette med os.

  • Det skærer mig i hjertet at læse din historie, Matilde. Hvor er det dog forfærdeligt at sådan noget kunne ske. Jeg er virkelig ked af, at du har skulle gå så meget igennem. Men det er dejligt at læse med om, at du kæmper dig igennem så flot som du gør. Tak for, at du deler din historie.

  • Puhh. Det gør ondt helt ind i sjælen at læse din smerte. At vide det ikke er fiktion men din virkelig.
    Det gør mig frygtelig ondt at du skulle miste din lillebror. Alt for tidligt. Alt for pludselig. Alt for hæsligt.
    Kæmpe kram fra mig. Jeg håber dig og dine forældre fortsætter med at kæmpe hver eneste dag!

  • Hvor er du sej at du har kunne skrive så ærligt omkring det. Mistede selv min far for et år siden og ved hvor hårdt, men dejligt, at åbne op omkring det. At du kan dele det med os andre må ha været utrolig hårdt. Har faktisk ikke set din blog før, men dette fangede mig fuldstændig. Jeg ved du ALDRIG vil komme dig over det, men jeg håber at du og din familie kan lære at leve med det. en masse positive tanker herfra!

  • Jeg har prøvet nøjagtigt det samme. Her var det bare min storebror. Han blev 19. Jeg har aldrig mødt en som har prøvet det samme før! Jeg tager virkelig hatten af for dig. At du tør fortælle hele verden hvad der er sket. Stor respekt

  • Jeg har prøvet nøjagtigt det samme. Her var det bare min storebror. Han blev 19. Jeg har aldrig mødt en som har prøvet det samme før! Jeg tager virkelig hatten af for dig. At du tør fortælle hele verden hvad der er sket. Stor respekt

  • Jeg har lyst til at skrive en kommentar, men jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Dette lyder måske mærkeligt, men jeg er glad for, at du fortæller din historie. Selvom jeg sidder på den anden side af en skærm et helt andet sted i landet, virker det som om, det hjælper dig åbne op og lukke ud. Det virker til, at du virkelig formår at imødekomme dine egne behov og bearbejde din sorg. Det respekterer jeg virkelig.

  • Dette indlæg har givet mig kuldegysninger, tårer i øjnene og ondt i maven.
    Hvor er du dog stræk, sej og modig. Modig fordi du deler det med så mange.
    Du har min dybeste respekt Mathilde.

  • Hej Matilde.
    Jeg har troligt læst med på din blog i 1,5 år nu ca. Jeg kommenterer sjældent dine indlæg. Jeg suger dem til mig, men kommenterer ikke.
    Dette indlæg blev undtagelsen….
    Jeg sender dig varme tanker din vej (det har jeg egentlig gjort i 1,5 år nu, men nu havde jeg brug for at skrive det til dig)
    Jeg tror på, at den historie du kommer med, ændrer folk for altid. Man kommer aldrig over det, men man lærer at leve med det.
    Du og din blog er inspirerende!

  • De her fortællinger trækker vand frem. Jeg kender dig ikke, men har lyst til at give dig en kæmpe krammer, det er så ærligt og hudløst, tak fordi vi må følge med. ❤️

  • Nej nej nej. Jeg får så ondt i maven! Stakkels jer – det er en helt og aldeles forfærdelig tragedie. Du har min dybeste medfølelse!

  • Jeg har nærmest ingen ord.. Men tårerne triller, og jeg er meget rørt af din historie. Meget flot at du vil dele den med os. En masse kærlighed herfra.

  • Begynte å gråte når jeg leste dette. Vil bare si takk for at du deler, det gjør at jeg føler meg litt mindre alene og at jeg ser at det er mulig å komme seg gjennom selv om det er tøft. Jeg mistet kjæresten min i 2015. Han tok sitt eget liv og det var et totalt sjokk for alle. Jeg har aldri elsket noen så høyt og han var lyset i livet mitt. Nå som det er 9 måneder siden virker det som om både venner og familie tenker at jeg bør kommer meg videre, men det føles fremdeles altfor overveldende.

  • Kæreste Mathilde.
    Hvor gør det mig ondt at læse, sider her med tårerne trillende ned af kinderne over det du allerede har været igennem og der er 2 afsnit endnu.
    Du er så skide sej og modig at det er ubeskriveligt. Har fulgt dig et lille stykke tid og bliver så glad og inspireret hver gang jeg læser hvad du skriver eller høre hvad du fortæller😘😘Du er et livstykke og en rollemodel uden lige. Godt nok er min største pige kun 10 år og hun må ikke være venner eller følge nogen hun ikke kende, men hos dig gør jeg gerne en undtagelse. Tak fordi du er dig❤️❤️❤️

  • Jeg har læst din historie tidligere, jeg har grædt over den og følt med dig, har tænkt at jeg jo har en lillesøster som betyder alt for mig og tanken om at miste hende er helt forfærdeligt – men jeg blev mor til en lille dreng to uger før du blev mor til Alfred og i dag når jeg læser den her tekst kan jeg kun se alle de steder hvor du nævner din mor og jeg kan kun se det fra hendes vinkel og jeg kan næsten ikke trække vejret, det er fuldstændigt ubærligt at tænke på at hun har mistet sin lille dreng 💔 Jeg håber at jeres familie har mødt alt den modstand, sorg og bedrøvelse der var til jer i det her liv og at alt fremadrettet er glæde, succes og varme ❤️ Tak for at du deler.

Læg en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive publiceret

© 2021 Matilde Trobeck. All Rights Reserved. A GreatSimple website